Prins Harry overrasker alvorligt syge søskende på hospitalet

Prins Harry.

Foto: AOP

Prins Harry dukkede uanmeldt op på hospitalet for at besøge et søskendepar, der kæmper mod den sjældne gen-sygdom Spielmeyer-Vogt.

Lørdag, 6. maj 2017 - af Lene Skriver Bak

I oktober mødte prins Harry den alvorligt syge dreng Ollie Carroll og hans søster Amelia til prisoverrækkelsen WellChild Awards, hvor Ollie vandt prisen for mest inspirerende barn.

Dengang fik prins Harry et kram af lille Ollie.

Foto: AOP

Prins Harry og Ollie Carroll.

Både Ollie og hans søster er stadig på hospitalet, og med forårets komme fik de pludselig et overraskende besøg.

Prins Harry dukkede nemlig op.

- I en time sad prins Harry sammen med os, talte og legede med vores børn, grinede og skabte minder. Det vore børn drømmer mest om i dette liv er at være glade og have det sjovt, skriver Ollie og Amelias mor på den Facebook-side, der er lavet om børnenes kamp mod sygdommen.

- Kærligheden, støtten og latteren på hospitalsstuen vil blive hos os altid. Vi takker prins Harry af hele hjertet for hans støtte, hans tid og hans venlighed overfor vores familie og vores rejse med Spielmeyer-Vogt-sygdommen. Det var i sandhed ufatteligt at se ham med vores børn og have mulighed for at tale med ham om sygdommen.

Prins Harry havde begge børn på skødet og selvom Ollie ikke længere kan kramme prinsen, kan man stadig se, at der er kontakt mellem de to på det billede, Ollie og Amelias mor har delt på Facebook.