26. feb. 2024
Af Sofie Nymand

Kong Charles og dronning Camilla afholder mindegudstjeneste for kong Konstantin et år efter hans død: Her er forklaringen

Kong Konstantin og dronning Anne-Marie, kong Charles og dronning Camilla
Kong Konstantin og dronning Anne-Marie, kong Charles og dronning Camilla
Foto: Lars H. Laursen og Ugo Amez/AP/Ritzau Scanpix
Da kong Konstantin døde sidste år, gik der forlydender om, at der ville blive afholdt en mindegudstjeneste i London. Den lod dog vente på sig – indtil nu.

I januar sidste år gik kong Konstantin bort, 82 år gammel.

Den tidligere konge blev begravet seks dage efter, hvor familien og kongelige fra hele Europa tog afsked i Metropolis-katedralen i Athen.

Herefter fulgte en sørgeperiode, og godt en måned efter begravelsen blev han mindet ved en højtidelighed i den græske hovedstad. Samtidig gik der forlydender om, at der også ville blive afholdt en mindehøjtidelig i Storbritannien på grund af kongens nære relation til den britiske kongefamilie, men den lod vente på sig – indtil nu.

Tirsdag samles kongelige og prominente personer til mindehøjtidelighed i slotskapellet St. George’s Chapel på Windsor, hvor dronning Camilla er vært.

Det britiske kongepar blev kronet i maj sidste år, og det er højst sandsynligt for at få mindehøjtideligheden på afstand af festlighederne, at den først finder sted nu. Desuden følger der flere officielle opgaver og pligter med et tronskifte, så mon ikke det nye kongepar også har haft meget på programmet.

Den græske konge var nærtbeslægtet med kong Charles’ far, græskfødte prins Philip, ligesom familierne sås privat – især i de mange år, hvor Konstantin og dronning Anne-Marie levede i eksil i London.

Det vakte derfor undren sidste år, da hverken kongeparret eller prins William deltog i begravelsen.

Buckingham Palace kunne dog efterfølgende oplyse, at kong Charles og dronning Camilla var forhindret på grund af et planlagt møde med Cyperns præsident. Mens prins William, som kong Konstantin har stået fadder til, var på en privat opgave. I stedet deltog kongens søster prinsesse Anne og hendes mand, Timothy Laurence.

Desværre må kong Charles gå glip af mindehøjtideligheden tirsdag. Kongen er blevet diagnosticeret med kræft og har valgt at trække sig fra officielle begivenheder, mens han er i behandling. Derfor er det dronningen som er vært.

Efter mindehøjtideligheden i Windsor, hvor også prinsesse Benedikte deltager, vil der yderligere blive afholdt en onsdag i den græske ortodokse kirke St. Sofia.

Læs mere om: