28. apr. 2023
Af Marianne Singer

Er stadig ikke tilgivet: Nedslående nyt for kong Willem-Alexander og dronning Maxima

Kong Willem-Alexander
Kong Willem-Alexander og dronning Maxima.
Foto: Ritzau/Scanpix
En ny stor meningsmåling i Holland viser, at hollænderne stadig ikke er helt tilfredse med deres kongepar. Især én uheldig hændelse fra fortiden spøger endnu.

En ny stor meningsmåling foretaget af DVJ for det store hollandske medie RTL Nieuws er ikke ligefrem opmuntrende nyt for kong Willem-Alexander og hans familie.

Således er tilliden til kong Willem-Alexander, ifølge meningsmålingen, nogenlunde lige så lav som sidste år.

58 procent af hollænderne har tillid til deres konge, hvilket er markant mindre end da kongens popularitet toppede i 2017, hvor hele 80 procent havde tillid til deres konge.

Og det går ikke meget bedre for dronning Maxima og parrets 19-årige datter, tronfølgeren prinsesse Amalia - 62 procent har tillid til Maxima og kun 52 procent af de adspurgte til prinsesse Amalia.

RTL Nieuws skriver, at de adspurgte er enige om, at kongens største fejltagelse de sidste ti år er, da han sammen med dronning Maxima i efteråret 2020 under pandemien rejste på ferie i Grækenland, mens der var lockdown.

Og dermed ser kongeparret endnu ikke ud til at være tilgivet på det punkt, skriver nyhedsmediet endvidere.

Der er dog, heldigvis for kongen, også flere ting han får ros for, deriblandt håndteringen af flytragedien med MH17 i 2014 og de massive oversvømmelser i Limburg i 2021.

Samtidig ser mange ham som mere tilgængelig end hans mor, prinsesse Beatrix, i forbindelse med blandt andet kongefamiliens brug af sociale medier.

Af de adspurgte siger 62 procent, at de mener, at kongen er vokset i sin rolle som statsoverhoved, mens 27 procent mener det modsatte.

45 procent mener, at kongen ikke har formået at samle landet, hvilket kongehuseksperter ser som en advarsel til kongen.

Derudover får han heldigvis ros for at holde sig opdateret om, hvad der sker i landet, hvilket næsten halvdelen af de adspurgte mener.

Og så kan kongen glæde sig over, at hele 55 procent stadig går ind for monarkiet.

Når det kommer til tronfølgeren prinsesse Amalia mener kun ti procent, at hun skal overtage tronen indenfor de næste ti år.

Hvilket kongehuseksperter dog ikke synes er så underligt hendes alder taget i betragtning.

Læs mere om: