18. apr. 2024
Af Majken Munk

Kong Willem-Alexander bekræfter rygter om datteren Amalia: Sender hjertevarm tak til spansk kongepar

Prinsesse Amalia samt kong Felipe og kong Willem-Alexander
Prinsesse Amalia samt kong Felipe og kong Willem-Alexander
Foto: Patrick Van Katwijk/AP/Ritzau Scanpix
Den hollandske kong Willem-Alexander har været vært for et officielt statsbesøg fra det spanske kongepar Felipe og Letizia. Under statsbanketten bekræftede den hollandske konge rygter om sin datter prinsesse Amalia.

Den hollandske kong Willem-Alexander og dronning Maxima har netop haft besøg af den spanske kong Felipe og dronning Letizia.

Det skriver Hola.

Det officielle statsbesøg fra det spanske kongepar blev onsdag aften rundet af med en statsbanket, hvor en lang række kongelige deltog.

Én af dem var det hollandske kongepars datter prinsesse Amalia.

Netop prinsessen, der er den næste til at overtage tronen i Holland, blev omdrejningspunkt i kong Willem-Alexanders tale under middagen.

I længere tid har der nemlig svirret rygter om, at prinsesse Amalia har været nødsaget til at søge tilflugt udenlands som følge af alvorlige trusler mod hendes sikkerhed.

Kong Willem-Alexander bekræfter nemlig, at prinsesse Amalia i en periode har boet i udlandet. Han bekræfter dog ikke, hvad årsagen til det var.

Til gengæld afslører kongen også hvor.

For prinsesse Amalia har i en periode boet i den spanske hovedstad Madrid, hvorfra hun har kunnet passe sine studier i Amsterdam.

Derfor sendte kong Willem-Alexander også sine varmeste tanker til det spanske kongepar.

"Det var et bevægende bevis på venskab i en svær periode. Jeg vil gerne udtrykke min dybeste taknemmelighed til Deres Majestæter og til alle dem som samarbejdede i den indsats," lød det fra den hollandske konge i sin tale.

Læs mere om: