5. mar. 2024
Af Sofie Nymand

Kronprins Haakon spottet ved hospitalet: Kort efter vakte endnu en bil opsigt

Kronprins Haakon
Kronprins Haakon
Foto: Liesa Johannssen/Reuters/Ritzau Scanpix
Den norske kronprins blev spottet ved hospitalet, hvor han mandag besøgte sin far, kong Harald. Og han var ikke den eneste.

Kronprins Haakon blev mandag eftermiddag spottet ved Rikshospitalet i Oslo, hvor hans far, kong Harald, er indlagt.

Det skriver VG.

Det er angiveligt første gang, at kronprinsen ser sin far, efter han blev fløjet hjem i et evakueringsfly fra Malaysia.

Den 87-årige konge blev i sidste uge indlagt med en infektion under en ferie på den malaysiske ø Langkawi, og siden har myndigheder og kongefamilien arbejdet på at få ham hjem. Det skete så søndag aften, hvor han landede på norsk jord, men kronprins Haakon måtte angiveligt vente lidt endnu, før han kunne se ham.

Siden kongens hjemkomst har det ellers vrimlet med kongelige besøgende på hospitalet i Oslo. Nogle af de første var prinsesse Märtha Louise, kronprinsesse Mette-Marit og barnebarnet prinsesse Ingrid Alexandra, men som timerne skred frem, havde ingen set kronprinsen.

Det norske medie VG kontaktede kongehuset for at høre, hvorvidt kronprinsen havde besøgt sin far, og her blev der blot henvist til, at Haakon mandag var på en planlagt opgave i hjemmeværnsregi. Om kronprinsen havde nået det inden, han skulle på arbejde, vides derfor ikke, men han nåede det i hvert fald efter.

Mandag eftermiddag rullede en sort bil med kronprins Haakon ved rattet op foran hospitalet. Og der gik ikke længe, før endnu en bil vakte opsigt.

For kort tid efter kom en bil kørende med dronning Sonja på bagsædet.

Dronning Sonja var med på ferien, hvor kong Harald blev indlagt. Og hun har været ved sin mands side gennem hele forløbet.

Oslo 20240304. Dronning Sonja etter et besøk hos kong Harald på Rikshospitalet mandag ettermiddag. Kongen ble innlagt på sykehuset søndag kveld etter å ha blitt syk på en privat reise til Malaysia. Foto: Javad Parsa / NTB
Dronning Sonja besøger hospitalet.
Foto: Javad Parsa/NTB/Ritzau Scanpix

Inden sin afrejse fik kong Harald indopereret en midlertidig pacemaker grundet lav hjertefrekvens. Mandag eftermiddag meldte kongehuset ud, at kongen fortsat er i bedring, og at infektionen er under kontrol, men han skal nu have indopereret en permanent pacemaker.

Læs mere om: