14. sep. 2023
Af Josephine Sjelhøj

Kronprinsesse Mette-Marit melder afbud til regeringsjubilæum

Kronprinsesse Mette-Marit.
Kronprinsesse Mette-Marit.
Foto: Albert Nieboer/AP/Ritzau Scanpix
Norges kronprinsesse Mette-Marit deltager alligevel ikke i kong Carl Gustafs regeringsjubilæum i Sverige.

Kronprinsesse Mette-Marit er blevet sygemeldt. Det oplyser det norske kongehus i en pressemeddelelse.

Det norske kongehus oplyser, at Mette-Marit efter lægens råd vil være sygemeldt i 14 dage. Dog kan denne periode forlænges.

Kronprinsessen lider af sygdommen lungefibrose, der somme tider begrænser udførelsen af ​​hendes officielle pligter.

Sygemeldingen kommer lige inden den store fejring af kong Carl Gustafs 50 år på tronen i Sverige, hvor kronprinsesse Mette-Marit skulle deltage sammen med kronprins Haakon og Norges kongepar.

I pressemeddelelsen fra det norske kongehus fremgår det, at kronprinsessen derfor ikke deltager i det planlagte besøg til Sverige, for at fejre kong Carl Gustafs regeringsjubilæum.

”Kronprinsessen vil derfor ikke kunne gennemføre det planlagte besøg sammen med kongeparret og kronprinsen i Stockholm for at markere Hans Majestæt Kong Carl Gustafs regeringsjubilæum i næste weekend,” står der i pressemeddelelsen.

Ved regeringsjubilæet deltager kronprins Haakon, kong Harald og dronning Sonja fra Norge, mens dronning Margrethe, dronning Anne-Marie og kronprinsparret deltager fra Danmark.

Læs mere om: