22. maj. 2021
Af Majken Munk

TILLYKKE: Kong Felipe og dronning Letizia har bryllupsdag

Det spanske kongepar kan i dag fejre deres 17-års bryllupsdag. De mødte hinanden i 2002, og forholdet kom som et chok for det spanske folk.

Kong Felipe, dengang kronprins, måtte lægge kræfter i, da han i 2002 fik øje for TV-journalisten Letizia Ortiz.

Han inviterede hende på en privat middag, og hun takkede ja. Men det krævede særlige overtagelsesevner fra kongens side at få overtalt Letizia til at se ham igen. Efter fire opringninger sagde hun dog endelig ja til endnu et møde.

Den middag blev skelsættende for kong Felipe og dronning Letizia, da forelskelsen ville udvikle sig til et kærligt ægteskab, der nu lever på 17. år.

Det var en hemmelighed

Der gik ikke mange år, før kæresteparret besluttede sig for, at de skulle giftes. Deres forelskelse begyndte så småt i 2002, men det var først året efter, at det spanske folk vidste noget om forholdet.

Det var lykkedes for den spanske kongefamilie at holde forholdet mellem kong Felipe og dronning Letizia hemmeligt, indtil de i 2003 fortalte om deres forlovelse offentligt. Det var særligt, fordi Letizia Ortiz tidligere har været gift.

Gift i silende regn

Det var en festdag i Spanien den 22. maj 2004, hvor Felipe og Letizia sagde ja til hinanden. Vielsen foregik i Almudenda-katedralen i Madrid, men på grund af det voldsomme regnvejr kom bruden faktisk 15 minutter for sent.

Heldigvis endte den festlige dag, hvor over 30 kongefamilier var samlet, med at det lykkelige par blev gift.

Nu har parret været gift i 17 år og har sammen to døtre, 15-årige prinsesse Leonor og 14-årige prinsesse Sofia.

Se billederne fra Felipe og Letizias bryllup i galleriet over artiklen.

Læs mere om: