17. sep. 2022
Af Sofie Nymand

Gribende billeder: Dronning Elizabeths børn står vagt ved hendes kiste for sidste gang

Fredag aften er det sidste gang, at dronningens børn står vagt ved hendes kiste.

Ved en smuk og bevægende ceremoni stod dronning Elizabeths børn æresvagt ved hendes kiste fredag aften i Westminster Hall.

Kong Charles, prinsesse Anne, prins Andrew og prins Edward stod ved hvert deres hjørne af kisten som en del af den såkaldte “Vigil of the Princes”.

“Vigil of the Princes” er blandt de mest gribende ceremonier før dronningens begravelse, der finder sted på mandag den 19. september.

Dronningens fire børn stod også ’vagt’ om hendes kiste tidligere på ugen, da kisten stod i St Giles Cathedral i Edinburgh.

Her vakte det opsigt, at der for første gang nogensinde deltog en prinsesse – nemlig prinsesse Anne.

Traditionen stammer tilbage fra kong George 5.'s død i 1936, men hidtil er det kun mandlige medlemmer af kongefamilien, der har stået vagt.

Fredag aften er det sidste gang, at dronningens børn står vagt ved hendes kiste, og som en undtagelse har prins Andrew fået tilladelse til at bære militæruniform.

Lørdag vil dronningens otte børnebørn overtage opgaven med at våge over kisten og ære deres elskede ’granny’.

Læs mere om: