7. apr. 2024
Af Majken Munk

Jonathan Pryce var prins Philip i The Crown: Derfor endte han med at undskylde over for prinsesse Anne

Prinsesse Anne og Jonathan Pryce
Prinsesse Anne og Jonathan Pryce
Foto: Vianney Le Caer/AP/Ritzau Scanpix og Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Da skuespiller Jonathan Pryce, der har portrætteret prins Philip i ”The Crown”, mødte prinsesse Anne følte han sig nødsaget til at sige undskyld til hende.

Jonathan Pryce spillede rollen som dronning Elizabeths mand prins Philip i de to sidste sæsoner af Netflix-serien ”The Crown”.

Men da han mødte den britiske prinsesse Anne, hvis far er prins Philip, følte han, at ”undskyld” var det eneste rette at sige.

Det skriver Hello Magazine.

Det var i 2021, at Jonathan Pryce mødte prinsesse Anne. Det skete, da han blev slået til ridder af hende.

Han vidste fra sin ”The Crown”-kollega Lesley Manville, som spillede prinsesse Margaret i serien, at prinsesse Anne havde set den.

Med den viden følte han sig nødsaget til at kommentere på faktummet af, at han havde portrætteret hendes far i en serie.

- Jeg vidste, at hun havde set den. Så, jeg står der klar til at blive slået til ridder, og jeg er overbevist om, at hun tænker: ”Du spiller min far”. Og derfor sagde jeg: ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige andet end undskyld,” fortæller skuespilleren.

Den 76-årige skuespiller forklarer, at prinsesse Anne på humoristisk vis ytrer, at nu er det jo ovre, men skuespilleren er stadig i tvivl om, hun mente ”The Crown” eller selve seancen, hvor han skulle slås til ridder.

Selv synes Jonathan Pryce, at det var noget af et akavet møde.

Han giver også udtryk for, at det er hans overbevisning, at serien absolut ikke har været med til at fremstille den britiske kongefamilie fra deres bedste side.

I slutningen af 2023 blev den sidste sæson af Netflix-serien ”The Crown” sendt.

Serien var på daværende tid nået til slutningen af 90’erne og fortsatte helt til midten af 00’erne, hvor Charles giftede sig med Camilla.

Jonathan Pryce blev slået til ridder af prinsesse Anne for sine mange år og store præstationer som skuespiller.

Læs mere om: