14. aug. 2023
Af Christinna Braun

Det svenske kongehus bekræfter: Prinsesse Madeleine og Chris O’Neill kommer med til kæmpefest

Prinsesse Madeleine og Chris O'Neill. 
Prinsesse Madeleine og Chris O'Neill.
Foto: Ritzau Scanpix
Prinsesse Madeleine og Chris O’Neill er med til den store fejring.

Om en lille måneds tid begynder en kæmpe fejring i Sverige, hvor landets konge, kong Carl Gustaf, skal fejres i anledning af sit 50-års regeringsjubilæum.

Ligesom ved dronning Margrethes regeringsjubilæum sidste år, er der lagt op til store fester og arrangementer omkring jubilæumsdagen den 15. september.

Det svenske kongehus har på deres hjemmeside delt de mange jubilæumsarrangementer, og her står prinsesse Madeleine og hendes mand, Chris O’Neill, også som deltagere.

Prinsesse Madeleine og Chris O’Neill skulle til august flytte fra Florida, USA, og hjem til Sverige med deres tre børn, prinsesse Leonore, 9, prins Nicolas, 8, og prinsesse Adrienne, 5.

Her skulle prins Nicolas og prinsesse Leonore begynde i skole i Stockholm, og prinsesse Adrienne skulle gå i børnehave.

Men i juni meldte det svenske kongehus ud, at familien først flytter hjem til Sverige næste år.

- Det er bare helt enkelt fordi, at familien har haft for kort tid til rådighed til alt det, som en flytning indebærer, sagde kongehusets kommunikationschef Margareta Thorgren til Expressen dengang.

Derfor er det en glædelig nyhed, at prinsesse Madeleine og Chris O’Neill deltager i flere af de mange arrangementer i forbindelse med kongens jubilæum.

Det svenske kongehus skriver på deres hjemmeside, at prinsesse Madeleine og Chris O’Neill er med til jubilæumsforestillingen i Den Kongelige Opera den 14. september og flere arrangementer på selve regeringsjubilæumsdagen den 15. september.

Det gælder taksigelsesgudstjenesten Te Deum, sanghyldest på kongeslottet og den store banket om aftenen.

Prinsesse Madeleine og Chris O’Neill er også med dagen efter – den 16. september – når der er koncert på Norrbro i anledning af jubilæet.

Læs mere om: