Årgang 0-Theresia fejrer historisk jubilæum, og hun er i selskab med en helt særlig kvinde
I dag markerer en stor dag i Danmarkshistorien. Det er nemlig 75 år siden, at de første kvindelige præster blev ordineret i embedet. Det fejrer "Årgang 0"-mor og præst, Theresia Treschow-Kühl, med et nostalgisk billede fra gemmerne.
Da Theresia blev ordineret i 1990, var hun dengang landets yngste præst. Det skriver hun i et opslag på sin Instagram-profil, som BILLED-BLADET har fået tilladelse til at bringe.
Det er på ingen måde et tilfældigt billede, Theresia deler i dagens anledning. Hun står nemlig sammen med selveste Johanne Andersen, der var én af de tre kvinder, som blev ordineret den 28. april 1948.
Billedet stammer, ifølge Theresia, fra et interview, som landets første og landets yngste præst gav sammen til Folketidende kort efter, Theresia selv var blevet ordineret.
Selv om det efterhånden er mange år siden, Theresia mødte Johanne Andersen, så står ærefrygten og beundringen stadig knivskarp i den tidligere tv-mors erindring.
– Jeg var i tyverne, og hun må have været omkring 80 år gammel. For mig var det jo som at møde et stykke levende Danmarkshistorie – det kan jo også være noget skræmmende, fortæller Theresia til BILLED-BLADET om mødet med Johanne Andersen, der gik bort i 1999 i en alder af 86 år.
Søndag den 30. maj vil kronprinsesse Mary overvære den festgudstjeneste, som Vor Frue Kirke afholder for at markere 75-års jubilæet.
Theresia vil ikke selv deltage i den store fejring i den københavnske domkirke, da hun naturligvis skal stå på prædikestolen i Felsted Kirke.