
Dropper stor adelig fest: Så usædvanligt fejrer grev Christian Ahlefeldt-Laurvig sin runde dag

Mandag den 7. juli fyldte grev Christian Ahlefeldt-Laurvig fra Tranekær Slot og Gods på Nordlangeland 60 år.
Men i stedet for at fejre den runde dag med en stor fest og deres adelige og kongelige venner, har greven denne gang helt andre planer.
Rejser til Grønland
- Jeg har tabt mit hjerte til Grønland. Jeg var der for halvandet år siden, og nu skal min familie også opleve det. Så vi tager til Grønland engang efter sommer, som en del af min fødselsdagsfejring. Der bliver ingen fest, fortæller greven til BILLED-BLADET.

Da grev Christian Ahlefeldt-Laurvig og grevinde Mette Ahlefeldt-Laurvig, der er prinsesse Benediktes hofdame, fyldte rundt sidst, holdt de en stor fest for næsten 200 familiemedlemmer og venner.
Blandt gæsterne var dronning Mary og prins Joachim med prinsesse Marie.



Tranekær Slot og Gods på Nordlangeland fra 1200-tallet blev overtaget af familien Jebsen i 2019 og ejes i dag af Caspar Sophus Jebsen.
Grev Christian Ahlefeldt-Laurvig ejer stadig 10 procent og er fortsat direktør på Tranekær.