Greve Ingolf fejrer stille 80-års fødselsdag
Greve Ingolf af Rosenborg, fætter til dronning Margrethe, fylder i dag 80 år.
Det sker stille og roligt, for greven har valgt at vente med festligheder og festivitas til sommer, hvor vejret er bedre og gæsterne kan komme til fest uden at være pakket ind i hue, handsker og stort overtøj.
Greve Ingolf har desuden forud for sin fødselsdag været ramt af sygdom og kæmpet for at komme ovenpå efter en alvorlig lungebetændelse. Selvom greven er i bedring, er han stadig træt og lidt svag ovenpå sygdommen, der krævede hospitalsindlæggelse, så den store fest lige nu er greve Ingolf ikke oplagt til under alle omstændigheder.
Derfor har greven valgt at fejre 80-års dagen et hemmeligt sted sammen med sin grevinde Sussie. Men et er helt sikkert, der kommer friske østers på middagsbordet, for dét hører til blandt grevens livretter.
I denne uge fortæller greve Ingolf om sit liv og sin skæbne i BILLED-BLADET, og om, ikke at være blevet konge, fordi tronfølgeloven blev ændret i 1953 og indførte kvindelig arvefølge. I det dejlige og humoristiske interview fortæller greven også, hvad han ønsker sig i fødselsdagsgave.
- Et godt helbred, siger greven, der i arbejdet med at blive rask og frisk igen, kan se frem til at skulle fejre sin kusine, dronningens 80-års fødselsdag, 16. april.
BILLED-BLADET ønsker greve Ingolf stort TILLYKKE med de 80 år.