Josephine af Rosenborg: Det skal barnet hedde
Josephine af Rosenborg, 43, og hendes kæreste, Kenneth Schmidt, 38, bliver, hvis alt går vel, forældre til august.
Parret har fundet ud af at de skal have en dreng, fortæller Josephine til BILLED-BLADET.
Og de har allerede fundet et navn til barnet:
- Han skal hedde Christian. Det er jo nærmest en tradition i familien, at drengebørn hedder Christian, så det er oplagt, siger Josephine.
Christian som andet fornavn
Hun skal ikke lede længere end til sin ældste søn, hvis fulde navn er Julius Christian Emil af Rosenborg.
Også hendes tvillingesøster Camillas tre sønner har Christian som deres andet fornavn, og hendes grandfætter kronprins Frederiks søn hedder Christian til fornavn.
Hvis Josephine havde arveret til tronen, ville sønnnen i tilfælde af, at noget skete med hele kongefamilien, og han blev konge, kunne bruge navnet Christian, der har været et fast kongenavn sammen med Frederik siden 1400-tallet.
Hendes far var faktisk nummer tre i arvefølgen i en periode, men han mistede sin arveret til den danske trone, da han giftede sig i 1971, hvorfor Josephine ikke selv er arveberettiget dertil - og heller ikke hendes børn.
Navnet Christian er i dag nok nærmere en hyldest til faderen grev Christian, der døde for to år siden.
Gå ikke glip af en nyhed eller en fordel. Klik her og meld dig til BILLED-BLADETs nyhedsbrev!
Josephine af Rosenborg har ingen gener
Hvilke navne, den lille ny ellers får, har parret ikke afsløret endnu. Det vigtigste indtil videre er, at alt går vel.
Josephine har indtil videre haft en mild graviditet.
- Jeg har ingen gener haft overhovedet, så det er dejligt. Jeg har kun været lidt træt, men det er jo helt naturligt, siger hun.
Ud over Julius har hun datteren Clara sammen med sin eksmand, Thomas Christian Schmidt. Den lille ny bliver altså Josephines tredje barn, mens det for kæresten Kenneth Schmidt er første gang, han skal være far.