Prins Joachims tidligere privatsekretær reagerer på dronning Margrethes abdikation med våde øjne: Høje forventninger til det kommende kongepar
Det var en rørt Kurt Bache, der blandt andet er tidligere privatsekretær for prins Joachim, der nytårsaften var vidne til dronning Margrethes abdikation. Alligevel ser han frem til tronskiftet den 14. januar med spænding og store forventninger til det kommende kongepar.
Det fortalte Kurt Bache til BILLED-BLADETS udsendte torsdag formiddag på Christiansborg Slot, hvor dronning Margrethe var vært for sin sidste nytårskur.
– Jeg er rørt, og jeg var især rørt nytårsaften, da dronningen sagde det meget overraskende. Så der var lidt våde øjne, men der var ingen, der kunne se det, fortæller Kurt Bache til BILLED-BLADET, hvorefter han sætter ord på sine forventninger til det kommende kongepar.
– Det bliver spændende. Jeg har store forventninger. Det er et kongedømme. Den ene efterfølger den anden, og sådan skal det være. Jeg er sikker på, at det vil leve længe, og vi glæder os. Jeg har haft fornøjelsen af at have haft kronprinsen som ung løjtnant, da jeg var bataljonschef, så jeg kender lidt til kronprinsen også.
Kurt Bache fortæller med et smil, at Danmarks kommende konge på daværende tidspunkt var meget ung, og der var en del, der skulle forklares. Det er han dog overbevist om, ikke er tilfældet i dag.
En særlig dag
Det var bestemt ikke til at tage fejl af, at deltagelsen i formiddagens nytårskur havde stor betydning for Kurt Bache, selv om det langt fra er første gang, han deltager.
– Jeg var med ved den første i 1972 – 52 år senere, der skal man med. Det er en, man ikke vil gå glip af. Jeg kørte hjemme fra Næstved klokken seks i morges, og kom først herind, da klokken var over halv ni, men det var en af dem, man skulle med til, fortæller Kurt Bache, der trodsede vintervejret for at deltage i dronningens sidste nytårskur.
Kurt Bache har bestridt adskillige stillinger i Kongehuset gennem årene. Frem til sin pension i april 2015 var han dog kammerherre oberst og privatsekretær for prins Joachim.
Du kan se eller gense hele BILLED-BLADETS live her.