
Spændt grev Ingolf og grevinde Sussie: Så anderledes bliver deres jul i år

Der er masser at se frem til for grev Ingolf og grevinde Sussie af Rosenborg i den kommende tid.
De er nemlig tæt på snart at kunne flytte ind i deres nye hus tæt på godset Egeland, der ligger mellem Vejle og Kolding.
En anderledes jul
Det betyder også, at der venter det sympatiske grevepar en noget anderledes jul i år.
Det fortæller grevinde Sussie til BILLED-BLADET.
- Vi regner med at holde jul i vores nye hus. Det bliver kun os to, vi har altid været alene juleaften. Vi holder så meget af stilheden. Det bliver en traditionel jul med juletræ og det hele, fortæller grevinde Sussie.
Det går fremad
Hun forklarer endvidere, at hun og grev Ingolf nok flytter ind i deres nye hus om to ugers tid.
-Det går støt fremad, og vi er jo i den lykkelige situation, at vi har tag over hovedet, til vi er klar til at flytte, forklarer hun.
Det nye moderne hus ligger på en udstykket grund på godt 8000 kvm. nede i frugthaven.
