11. jul. 2014
Af Karina Didriksen

Anders Matthesen køber tidligere plejehjem

Anders Matthesen.
Anders Matthesen.
Foto: Hanne Juul
Komikeren og hans hustru er de nye ejere af en stor Frederiksberg-villa, som tidligere husede Thyra Franks kendte plejehjem, Lotte.

Anders Matthesen og hans hustru Cemille Rosenberg Matthesen har netop købt en kæmpe patriciervilla på Frederiksberg til 17,5 millioner kroner. Det skriver BT.

Det er dog ikke en hvilken som helst bolig, de har investeret i. Villaen på 783 kvadratmeter med 39 værelser har nemlig tidligere huset det kendte plejehjem Lotte, som var drevet af folketingspolitiker Thyra Frank fra Liberal Alliance.

Ifølge BT viser den offentligt tilgængelige Tinglysningsretten, at parret er de nye ejere af det tidligere plejehjem.

Plejehjemmet er flyttet

Den 106 år gamle villa ligger på Kochsvej og var til salg, fordi plejehjemmet Lotte er flyttet til nye lokaler på Borgmester Fischers Vej på Frederiksberg.

Plejehjemmet blev landskendt, da Thyra Frank var forstander fra 1988 til 2011, fordi der var et særligt fokus på nærvær og beboernes personlige frihed, hvor der var rødvin til maden og rygning indendørs.

Læs mere om: