18. jun. 2012
Af af Louise Møller

Designer Karen Simonsen bliver hædret af dronning Margrethe

Karen Simonsen
Karen Simonsen
Foto: Noise PR
Den tidligere halvdel af Munthe plus Simonsen, Karen Simonsen, får tirsdag royal anerkendelse for sit frivillige arbejde

Den kendte designer, Karen Simonsen, er blevet inviteret til havefest hos regentparret i Fredensborg. Anledningen er Karen Simonsens frivillige arbejde for blandt andet SOS-Børnebyerne, og det bliver tirsdag hædret med en invitation til fest i den kongelige have i selskab med andre ildsjæle.

- Regentparret ønsker at anerkende, at så mange danskere yder en frivillig indsats til gavn for det danske samfund. Derfor inviterer regentparret repræsentanter for "Det Frivillige Danmark" til haveselskab på Fredensborg. Blandt de inviterede vil være to repræsentanter udpeget af de enkelte kommuner for at have ydet en særlig indsats. Desuden deltager også repræsentanter for en lang række frivillige organisationer og foreninger samt kulturpersonligheder, som yder en frivillig indsats, siger hofmarskal Ove Ullerup.

Ud over regentparret vil også kronprinsparret, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte være til stede.

Karen Simonsen blev kendt fra Munthe plus Simonsen, hvor hun med Naja Munthe stod bag det populære design. I 2010 gik Karen solo og oprettede mærket i sit eget navn, Karen by Simonsen.

Læs mere om: