Hjemme hos Ole Henriksen og Laurence: Her er vores nye lejlighed

GALLERI: Hjemme hos Ole Henriksen (Foto: Peter Grosen)

Efter 35 år som faste gæster på hotel d'Angleterre har Danmarks cremekonge, Ole Henriksen og hans amerikanske mand, Laurence Roberts, endelig købt deres egen lejlighed i København, som de stolte viser frem her.

Søndag, 10. november 2019 - af Stine Ramlyng og Dorte Quist

Ole Henriksen forlod Danmark for over 50 år siden, men nu er han og hans amerikanske mand flyttet ind i en 325-kvadratmeter stor lejlighed i København, som Ole viser frem i galleriet herover.

Det tog Laurence Roberts et år at sætte parrets store lejlighed i to plan i stand. Nu stråler lejligheden i Københavns centrum af dansk design, italiensk elegance og luksuriøs indretning.

I foråret begyndte parret at tage den store lejlighed midt på det fashionable Sankt Annæ Plads i brug, mens møbler ankom fra Italien, og de sidste værelser blev sat i stand. I dag er alle rum endelig færdige, og det er blevet præcist, som parret gerne ville have det.

– Indretning er Laurences profession, så al ære skal gå til ham. Han er indretningsarkitekt, og han var i gang i et helt år med at skabe lejligheden til os, fortæller Ole Henriksen, der er jublende glad for endelig at have fået sit eget hjem igen i Danmark.

Ole Henriksens mand er indretningsarkitekt

Det var faktisk Oles mand, der foreslog, at parret købte en lejlighed i København, hvor de kunne bo, når de var på deres jævnlige besøg i Oles hjemland. Og efter at have ledt lidt, faldt de over den store kontor-lejlighed midt i byen og slog straks til.

– Min designer-fantasi kunne med det samme se, at der kunne skabes noget helt specielt ud af det her sted. Så i løbet af det år tog jeg selv til Danmark 10 gange, hver gang i en lille uge. Jeg planlagde hver en centimeter. Alle paneler, elektricitet, lamper, kunsten på væggene.

- Jeg designede tre badeværelser, målte alle værelser op, så jeg sammen med Ole kunne købe møblerne hjemme i Los Angeles, fortæller Laurence, der som indretningsarkitekt i Los Angeles indretter store og kostbare hjem for private; komplekse jobs, som kan vare 1-2 år ad gangen.

Giv BILLED-BLADET i julegaveKlik her og læs hvordan!

Giv BILLED-BLADET i julegave
Klik her og læs hvordan!

Boligen emmer af Skandinavien

Hjemme i USA besøgte parret italienske showrooms og bestilte møbler og køkkenelementer til det store hjem, som i månederne efter blev sendt fra Italien til København. Alle lamperne købte parret sammen i Illums Bolighus, ligesom kunsten på væggene er bragt hjem fra parrets hus i Los Angeles.

– Det er vild forkælelse at have så meget plads. Og jeg er så glad for, at Laurence har bragt så meget dansk design og dansk stil ind i vores hjem, siger Ole og peger ud over den store stue og spisestue, som med sit lyse gulv i ask og med de mange møbler i kølige blå, grå og beige farver emmer af Skandinavien.

En lejlighed i to plan

Lejligheden er i to plan og var indrettet med kontorer, så Laurence begyndte helt forfra, da han sammen med dygtige håndværkere og entreprenører byggede sit og Oles hjem op fra bunden.

– Idéen med at holde hele huset i de samme farver – soft grå og blå, beige og taube – kalder jeg monocromatik, og det er en stor ting i Los Angeles lige nu. At man vil have sit hjem til at være varmt og hyggeligt. Derfor er møblerne holdt i neddæmpede farver, og så er det kunsten og malerierne, der står frem i flotte farver, forklarer Laurence Roberts.

Stort walk-in-closet

I det store walk-in-closet hænger en masse af Ole og Laurences tøj fast. De skal ikke mere flyve frem og tilbage til Los Angeles med en stor kuffert, og det nyder Ole.

– Jeg har alle de sokker, underbukser, jeans og skjorter hængende her, som jeg har brug for. De ting, som jeg gerne vil have med hjem til Los Angeles, fotograferer jeg med min mobil, når jeg pakker derovre, og så er det rigtig nemt at pakke igen, når jeg rejser herfra.

Jeg har været meget mere i Danmark

Både Ole og Laurence bruger byens mange tilbud, når de sammen er i deres nye hjem i København.

– Vi går lange ture nede ved havnen om aftenen. Vi går på museer. Det er som at genopdage København på en helt ny måde, og jeg elsker det.

– Efter lejligheden stod færdig, har jeg været meget mere i Danmark, end jeg plejer. Siden januar har jeg været her sammenlagt fire måneder. Det er helt vildt. Denne gang er jeg her fem-seks uger. Jeg er simpelthen begyndt at bruge Danmark som udgangspunkt, når jeg skal arbejde i Europa; Italien, Frankrig, England og så videre.

Ole Henriksen med i nyt tv-program

Udover at være mere i Danmark kan man nu også se Ole Henriksen i et helt nyt program, der har premiere onsdag den 6. november.

Under titlen "Ole elsker Danmark" tager Danmarks store cremekonge rundt i det Danmark, som han forlod for over 50 år siden og genoplever alt fra Klitmøller til København, over Dybbøl og Bornholm.

Programmet sendes i seks afsnit og har premiere onsdag den 6. november på TV 2 FRI kl. 21.20.