16. feb. 2023
Af Karina Didriksen

Christiane Schaumburg-Müller om sit bryllup: Derfor skal vi giftes i marts

Daniel Åxman og Christiane Schaumburg-Müller.
Daniel Åxman og Christiane Schaumburg-Müller.
Foto: Mikael Rieck
Tv-værten Christiane Schaumburg-Müller og kæresten Daniel Åxman har valgt at blive gift i en kold og grå vintermåned.

Christiane Schaumburg-Müller tæller ned til sit bryllup med kæresten Daniel Åxman, og den store dag venter lige om hjørnet.

Den tidligere ”Vild med dans”-vært og hendes kommende mand skal giftes på rådhuset til marts, og der er en særlig grund til, at det bliver i en kold og grå vintermåned frem for om sommeren.

- Marts er jo ikke en særlig interessant måned, og jeg kan godt lide, at man gør måneden interessant, forklarede Christiane, da hun var til Søren Le Schmidts modeshow, og fortsatte:

- Nu kommer vi til at have bryllupsdag hvert år i marts, og det bliver fedt! Januar er heller ikke en ret interessant måned, men der har jeg fødselsdag.

Var sent ude

40-årige Christiane Schaumburg-Müller satte flere ord på deres kommende bryllup.

- Vi har hele tiden vidst, at vi skulle giftes omkring det her tidspunkt, vi har bare haft nogle forskellige datoer oppe at vende, fortalte hun og tilføjede:

- Og da vi endelig besluttede os, gik der lang tid, inden vi fik inviteret folk. Det var nærmest først for halvanden måned siden!

Parret stod frem som kærester i 2020 og blev forlovet på Valentinsdag i 2022.

Christiane Schaumburg-Müller har tidligere været gift med rapperen L.O.C., som hun har sønnen Constantin på fem år sammen med.

Læs mere om: