10. okt. 2020
Af Karina Didriksen

Cirkusdronningen Paulina Schumann er død

Paulina Schumann i 1951.
Paulina Schumann i 1951.
Foto: Ritzau/Scanpix
Den spanske cirkusdronning Paulina Schumann har mistet livet, efter hun blev smittet med coronavirus. Hun blev 99 år.

Paulina Schumann var i mange år kendt som cirkusdronning, og hun kunne til februar have fejret sin 100-års fødselsdag.

Desværre døde hun 99 år gammel den 9. oktober, efter at hun var blevet smittet med den frygtede coronavirus.

Det skete på det plejehjem i Barcelona, hvor hun har boet det seneste år. Hun var en ud af 47 af plejehjemmets beboere, som blev smittet.

Giftede sig med Albert

Paulina Schumann blev født i Spanien den 17. februar 1921 under navnet Paulina Luisa Andreu Busto. Hendes far var den verdensberømte klovn Charlie Rivel, og hendes mor var Carmen Rivel.

Sammen med sin familie optrådte hun over hele Europa, og på et tidspunkt blev hun tilknyttet Cirkus Schumann. Her forelskede hun sig i cirkusdirektøren Albert Schumann, og de blev gift i 1946. Parret fik to sønner, Benny og Jacques Schumann.

Paulina Schumann optrådte i Cirkusbygningen i København fra 1949 til 1968 og blev især kendt for at optræde med sine flotte hestenumre.

Modtog en pris

Cirkusparret blev senere skilt og flyttede begge til Spanien. Her modtog hun i 2008 den fornemme pris Medallas de Oro al Mérito en las Bellas Artes af kong Juan Carlos.

Paulina Schumanns barnebarn er den danske skuespiller Patricia Schumann. Hun er datter af hendes søn Benny.

Cirkusdronningen ses her i 1998, hvor hun overrakte en pris til klovnen Oleg Popov i Cirkusreyens telt på Bakken.

https://imgix.billedbladet.dk/19980720-836847-3_7mb.jpg
Foto: Ritzau/Scanpix

Læs mere om: