
Efter syv dårlige år: Annette Heick og Jesper Vollmer har taget en svær beslutning

For 10 år siden blev Annette Heick og Jesper Vollmers liv vendt på hovedet, da Jesper var ude for en voldsom badeulykke i Thailand.
Det var en ulykke, der gav ham fysiske mén for livet og var efterfulgt af en lang og hård periode, der varede i flere år.
- Vi havde syv dårlige år, hvor vi bare blev ramt af alt muligt. Husskader, død i tæt vennekreds, mig der går i stykker. Der skete alt muligt, hvor man tænker, hvordan i alverden vi klarede det, siger Jesper Vollmer til BILLED-BLADET, mens Annette Heick tilføjer:
- Den 21. januar i år sagde jeg til Jesper, at det her er første gang, jeg kan sige, at nu går det godt. Jeg har ikke kunnet sige det før, erkender Annette, hvorefter Jesper skynder sig at sige ”7-9-13” og banker på bordet.
Da ulykken skete, boede de i Sverige med sønnerne Eliot og Storm, men i 2018 flyttede de hjem til Danmark, hvor de istandsatte det hus, de har boet i lige siden.
Men nu er det snart slut. Ægteparret har valgt at flytte igen og har købt en ældre villa med udsigt til den smukke Vejlesø ved Furesøen kun tre kilometer væk.

Vasker tavlen ren
Annette og Jesper erkender, at det har været en svær beslutning, for både de og sønnerne på nu 21 og 16 år er utroligt glade for deres dejlige hus i Søllerød.
Men sangerinden og kokken føler, at tiden er inde til at starte et nyt kapitel sammen.
- De sidste tre år har vi sagt, at 1. januar 2026 sælger vi alt og kaster alle bolde op i luften. Vi har brug for at sætte en streg i sandet, fastslår Annette Heick og udbryder med et grin:
- Men det er lige så meget mentalt, at vi har brug for at flytte os, for der er mange tidspunkter, hvor jeg tænker ”hvad fanden har vi gang i, hvorfor vil vi væk fra det her hus”!

Hendes 51-årige ægtemand er helt enig i, at det er på tide at begynde på en frisk.
- Vi er begge to i den fase med, at der skal være en ren tavle. Ikke på den måde, at vi starter forfra, men i den forstand, at vi er klar til næste kapitel. Nu ryster vi posen og tager den derfra, konstaterer Jesper Vollmer med et smil.

I BILLED-BLADET nr. 22, der var på gaden tirsdag den 27. maj, kan du læse et stort og gribende interview med Annette Heick og Jesper Vollmer, hvor de fortæller om ulykken, der ændrede deres liv, og om det nye kapitel, de har taget hul på med sønnerne og hunden Carla.
