10. jun. 2020
Af af Luise Marie Bekker

81-årige Lone Hertz: Nu kan jeg kysse børnebørnene igen

Skuespiller Lone Hertz.
Skuespiller Lone Hertz.
Foto: Martin Høien
Lone Hertz glæder sig til igen at komme ud og møde mennesker igen.
I et lille interview med BILLED-BLADET fortæller skønne Lone Hertz, hvordan de seneste mange uger under coronakrisen har påvirket hendes liv - og hvordan hun er lykkelig for, at det hele nu ser ud til at vende. Hvad gør dig glad lige nu? - Det er – som for alle "Bedster", tror jeg – mine børnebørn. Nu må jeg endelig være rigtigt sammen med dem igen. I corona-tiden har jeg snakket med dem, hvor de har stået på stuealtanen og jeg i gården, og så har jeg smidt gaver op til dem. Da vi så endelig måtte ses igen, spurgte Liam på syv: ”Har du Corona, bedste?” ”Nahaj,” svarede jeg. ”Det har jeg heller ikke, bedste, så lad os tage et Corona-kys.” Og så gav han mig et ordentligt kys lige på munden – det var bare så dejligt! Liam er startet i skole under Corona, og Hana er startet i børnehave. Det har været stort.

Jeg har savnet familien

Hvordan har du haft det? - Jeg lever jo altid alene, så jeg har haft det, som jeg plejer. D Jeg har overholdt reglerne, men været mobil. Det er enormt vigtigt i min alder, at man er i gang hele tiden. Men jeg har savnet hele familien. Jeg har børn, svigerbørn og børnebørn, og vi er alle tætte. Vi har også alle været sammen, efter vi har fået lov til det igen.
Hvad går tiden med? - Jeg har lige besøgt min søn Tomas i Jylland. I starten sad vi i min bil, fordi jeg ikke måtte komme indendørs på højskolen. Men jeg er jo hans talerør. Hjemme har jeg skrevet nye foredrag.
Hvad glæder du dig til? - Jeg glæder mig til at holde foredrag igen. Den 9. juni har jeg fået lov at holde foredrag for menighedsrådene om tro. Det bliver vidunderligt. Så isoleret, som jeg lever, har jeg altid brug for i mit arbejde at møde mennesker. Det har jeg savnet – dialog skærper min forstand. Og så skal jeg i de næste dage i gang med at lave min første reklamefilm. Det er for Falck, der har reddet mig mange gange. Både på vejene, men også med ambulancekørsel ved indlæggelser. Jeg har ellers altid sagt nej til at lave reklamer, men lige Falck vil jeg gerne reklamere for, de har været uundværlige.

Læs mere om: