83-årige Ghita Nørby klar til ny stor filmrolle

Foto: Hanne Juul

Dansk films store stjerne, skuespilleren Ghita Nørby, er tilbage på det store lærred, når Ane Riels bestseller, "Harpiks", skal indspilles. 83-årige Ghita Nørby debuterede i 1956 med filmen "Ung leg".

Fredag, 21. september 2018 - af Casper Nielsen

Ghita Nørby er 83 år, stadig nysgerrig og klar til flere filmudfordringer.

Når bestselleren "Harpiks" bliver filmatiseret, er hun en af de store stjerner, der pryder rollelisten.

Ghita Nørby skal spille over for Sofie Gråbøl

Sammen med Sofie Gråbøl, Peter Plaugborg, Amanda Collin og det unge stortalent Vivelill Søgaard Holm står Chita Nørby i spidsen, når Daniel Borgmans kommende psykologiske thriller "Harpiks" skal filmatiseres med Zentropa og Adomeit Film som producenter.

Ghita Nørbys seneste film ”Nøgle, hus, spejl” havde premiere i 2015.

Siden har den nu 83-årige skuespiller indspillet ”Før frokosten”, der efter planen kommer i biograferne den 10. januar 2019.

Optagelser på Fyn

Ghita Nørby, der i "Harpiks" spiller bedstemor til Sofie Gråbøls karakter, er i denne uge gået i gang med optagelser på Fyn.

"Harpiks" forventes at få biografpremiere i starten af 2020.

Ghita Nørby debuterede på det store lærred tilbage i 1956 i filmen "Ung leg".