13. dec. 2021
Af Majken Munk

Dansk skuespiller får stor drøm opfyldt

Christian Tafdrup
Christian Tafdrup
Foto: Lars H. Laursen
Den danske skuespiller og instruktør Christian Tafdrup er glad, for en af hans store drømme er gået i opfyldelse.

Christian Tafdrup, som mange blandt andet kender for sin rolle i julekalenderne om nissepigen Tinka, gør sig også bag kameraet.

Han er snart aktuel med en ny film, som han er instruktør på, der netop er blevet udtaget til en international filmfestival.

Lykkens gang

Det er Christian Tafdrups film ”Gæsterne”, der har fået den internationale titel ”Speak No Evil”, der er blevet udtaget til Sundance Film Festival i USA, der afholdes fra den 20. til den 30. januar 2022.

Christian Tafdrup har længe drømt om, at én af hans film skulle udtages til den prestigefyldte festival.

- Jeg har længe forsøgt at få en film på Sundance Film Festival, så jeg er glad for, at tredje gang nu er lykkens gang. Og så ovenikøbet med en gyserfilm, der kun sjældent er at finde på de store festivaler. At træde i fodsporene på film som ”Hereditary”, ”Blair Witch Project” og ”It follows”, som alle er blevet vist i programmet Midnight er en stor ære for mig. Jeg glæder mig til at pakke tasken og krydse atlanten og forhåbentligt være med til endnu engang at gøre en forskel for dansk film på verdens fedeste festival, siger instruktøren i en pressemeddelelse.

Facader krakelerer

I ”Gæsterne” er Bjørn, Louise og deres datter Agnes på ferie i Toscana, hvor de møder det hollandske par Karin og Patrick, der har sønnen Abel med.

Til at starte med falder de to familier i hak, og Bjørn og Louise bliver derfor tre måneder senere inviteret ud på det hollandske pars landsted.

De takker ja, men da de ankommer, er stemningen ikke helt, som den var, da de mødtes første gang i Toscana. Spørgsmålet er bare, hvor meget det danske par gider at finde sig i.

Christian Tafdrup har stået bag succesen ”En frygtelig kvinde”, samt filmen ”Forældre”.

”Gæterne” får dansk premiere den 17. marts 2022.

Læs mere om: