Han var 60’ernes største barnestjerne: Derfor sagde han stop
I 1960’erne var han her, der og alle vegne. Barneskuespilleren med de skarpe replikker og det store talent.
Jan Priiskorn Schmidt blev lynhurtigt en af de mest brugte og mest roste danske barnestjerner efter sin debut som ni-årig, og snart medvirkede den unge Jan i tidens største publikumssucceser.
Han spillede bl.a. over for Dirch Passer, Ghita Nørby og Susse Wold i film som "Støv på hjernen” fra 1961, ”Sommer i Tyrol” fra 1964 og ”Flådens friske fyre” fra 1965.
I 1966 blev han en del af ”Min søsters børn”-filmene, hvor han spillede rollen som den ældste søn, Jan.
I perioden fra 1960 til 1972 nåede Jan Prioskorn Schmidt at indspille hele 24 film, inden han pludselig forsvandt fra rampelyset i en alder af 21 år.
Han valgte at trække sig helt tilbage fra skuespillet, og først mange år senere dukkede han igen op i offentligheden.
En svær tid
I 2017 udgav Jan Priiskorn Schmidt nemlig selvbiografien ”Barnestjernen fra Bryggen”, hvor han med sine egne ord fortalte om tiden som barneskuespiller og om, hvorfor han valgte at trække sig tilbage fra skuespillet.
Livet som barneskuespiller var nemlig en hård tid for den unge Jan.
I forbindelse med bogens udgivelse fortalte han i et interview med BILLED-BLADET om en stresset barndom præget af angst og panikanfald i ”en kunstig, opblæst og højglanspoleret fantasiverden”, og at han hadede, hver gang telefonen ringede med tilbud om nye roller.
Derfor valgte han på trods af sit åbenlyse skuespiltalent at stoppe filmkarrieren i 1972 som 21-årig.
Han har ikke siden været på rollelisten til nogle film, men hans skuespiltalent kan stadig opleves i film som bl.a. ”Flådens friske fyre” og ”Den rige enke”, der kan ses eller gense på Nordisk Films streamingtjeneste danskfilmskat.dk.