Nyt Olsen Banden-museum på vej

foto: AOP
Nordisk Film er snart klar med en ny permanent udstilling om Egon, Benny og Kjeld. Den åbner for offentligheden i Valby i forbindelse med 40-året for premieren på "Olsen Banden ser rødt".

Olsen Banden vender hjem.

Efter Viborg Museums succesfulde udstilling om Olsen Bandens univers, ”Skide godt Egon”, der trak mere end 50.000 interesserede til, har Nordisk Film sikret sig, at banden og hele udstillingen nu får et permanent hjem i Valby ved København.

Det bekræfter Rasmus Nordentoft, der er pressemand for projektet, overfor BILLED-BLADET.

Den 30. september 2016 skal en hel ny Olsen Banden-udstilling indvies på Scene 2 hos Nordisk Film, og herefter er det meningen, at den skal stå permanent på området.

LÆS MERE: Olsen Banden-udstilling slår rekord

Olsen Banden-fans kan så købe billetter og besøge udstillingen - formentlig som en del af de rundvisninger, Nordisk Film afholder.

Detaljerne bliver endnu planlagt og finpudset, men at udstillingen skal åbne for offentligheden i forbindelse med 40-året for ”Olsen Banden ser rødt” står klart. 

Filmklassikeren, hvor Olsen Banden sprænger sig vej gennem Det Kongelige Teater havde premiere den 1. oktober 1976.

LÆS MERE: Olsen Banden-klenodie flyttet

Udstillingen vil rumme flere klenodier end dem, man kunne se på Viborg Museum. Et udvalg af Yvonnes kjoler, stopure og Bennys sko for blot at nævne en brøkdel.

Alt sammen er det noget, Nordisk Film eller samlere har haft i deres besiddelse, men som Olsen Banden-fans nu kan glæde sig til at opleve helt tæt på – og i det miljø, hvor Erik Balling filmede dem i 1970'erne, og hvor Ove Sprogøe, Morten Grunwald og Poul Bundgaard annoncerede deres comeback i den allersidste film i 1998, "Olsen Bandens sidste stik" (billedet). 

 

 

 

 

 

 

 

Seneste nyt

Læs mere om:

Fra forsiden