27. maj. 2025
Af Laura Dalgård Hansen

Olsen Banden-statue skulle hentes hjem fra Italien: Lastbilen brød sammen

Poul Bundgaard, Morten Grunwald og Ove Sprogøe. 
Poul Bundgaard, Morten Grunwald og Ove Sprogøe.
Foto: Peter Grosen
Olsen Banden blev som oftest mødt af forhindringer, selv om Egon havde lavet en 'skidegod plan', og det samme kan man sige om den lastbil, der for nylig har fragtet en statue af den kendte forbryderbande hjem til Danmark.

Tilbage i 1968 kunne danskerne for første gang møde Egon, Benny og Kjeld, da der var premiere på den første Olsen Banden-film med den populære forbryderbande i centrum.

I årtier har trekløveret været folkeeje, og nu får de deres egen statue. Den bliver placeret centralt i Valby og meget tæt på Nordisk Film, som har skabt de populære figurer.

Det har taget seks år og krævet to millioner kroner i donationer at realisere drømmen om en Olsen Banden-statue, og den 1. juni skal den endelig indvies på Valby Tingsted.

Statuen er skabt af kunstneren Thor Larsen og er støbt i Firenze. Den er nu endelig kommet til Danmark, men turen dertil forløb ikke skidegodt.

”Men sådan er det jo altid med Olsen Banden. Det skal gå galt, før det går godt”, lyder det i en ny pressemeddelelse fra Henrik Hansen, der er formand for Olsen Banden Statue Foreningen.

Se vores tilbud på abonnement her

”Lastbilen brød sammen ved ankomsten til Italien, og det var ikke, fordi chaufføren var hoppet ned på ladet, så den knækkede på midten, ligesom Kjeld gjorde i ”Olsen Banden på Sporet”. Det var nok snarere chaufføren, der kun havde fyldt benzin på for en femmer. Uanset hvad ville den i hvert fald ikke længere, men alt blev ordnet og endte godt, så nu er statuen sikkert opbevaret i Danmark, mens der forberedes til den store indvielse på søndag den 1. juni klokken 12.45 på Tingstedet i Valby. Det forlyder, at politiet vil være talstærkt til stede, da det rygtes, at tre banditter vil ankomme i løbet af dagen. I så fald vil de blive modtaget med fest, sang, musik og taler samt folkets store hyldest”, lyder det videre i pressemeddelelsen.

https://imgix.billedbladet.dk/2025-05-27/olsen-b.jpg
Egon, Benny og Kjeld er blevet støbt i Firenze og er nu i Danmark.
Foto: Privat

Mere om: