Paprika Steen får rolle som superskurk i ny film
Når den tredje og sidste "Antboy"-film får premiere i vinterferien næste år, bliver det med Paprika Steen i en af hovedrollerne.
Det skriver Nimbus Film i en pressemeddelelse.
50-årige Paprika Steen har fået rollen som superskurk, der skal op imod filmens hovedperson "Antboy"/Pelle, spillet af Oscar Dietz.
Antboy har vundet priser
- Ny på rollelisten er Paprika Steen som super karrierekvinde og ExoFarms nye, skumle direktør Alicia Dufort, står der om Paprika Steens rolle i pressemeddelelsen.
De to første film om "Antboy" har fået stor ros både i Danmark og udlandet, og de er sendt ud til 25 lande.
Begge film har vundet en Robert for "Årets børne- og ungdomsfilm".
Optagelser i Danmark og Tyskland
Optagelserne til filmen begynder 15. juli og kommer til at foregå i København, på Fyn og i Hamborg.
På rollelisten findes også Nicolas Bro, der vender tilbage som en anden superskurk, Loppen.