Paprika Steen nervøs for reaktioner på rolle
Paprika Steen er for længst blevet hyldet på den internationale filmscene for rollen som den alkoholiserede diva Thea i 'Applaus'. Men det betyder ikke, at hun hviler på laurbærrene og forventer ros for rollen i Danmark. Faktisk er hun lidt nervøs for, hvordan hendes hjemlands publikum tager imod filmen.
"Det land, som man kommer fra, er jo altid mest kritisk. I Danmark er jeg jo meget berømt og har et vist image. Og min rolle som Thea rammer meget godt de fordomme, der er om mig," siger Paprika Steen til Ekstra Bladet og skynder sig at tilføje: "- minus alkoholismen."
"Det siges jo, at jeg er lidt af en diva, der fægter med arme og ben og er lidt af en hård hund," forklarer 'Applaus'-skuespilleren videre og indrømmer så i avisen: "Jeg har altid fået at vide, at jeg er en diva. Og i ordets negative betydning kan jeg godt være lidt af en diva, der spørger efter kaffe og er lidt bosset."