Rasmus Botoft får stor tysk filmrolle
Rasmus Botoft har fået en stor rolle i en ny tysk TV-film. Skuespilleren skal spille en af de bærende roller i den kommende tysk film "Ein Sommer in Dänemark", som bliver produceret af TV-stationen ZDF. Filmen foregår i mestendels i Danmark og er netop nu under indspilning i København og på Rungstedlund, og den forventes at få premiere næste år.
Rasmus Botoft spiller rollen som den charmerende og tysktalende museumsdirektør for Rungstedlund, Mads Søborg, der forelsker sig i filmens hovedperson, den følelsesmæssigt udfordrede oversætter Lena Feldhusen. Også andre danske skuespillere er at finde på rollelisten: Kirsten Olesen spiler den forelskede museumsdirektørs mor, og Jannie Faurschou ses i rollen som morens veninde. Det er den tyske skuespillerinde Sandra Borgmann, der spiller den kvindelige hovedrolle.
Ramus Botoft solgte juletræer i Leipzig
Rasmus Botoft, der har været i skarp sprogtræning gennem hele sommeren for at kunne begå sig på tysk i det romantiske drama, siger:
- Jeg er utrolig glad for denne opgave. Det er en udfordring at spille på tysk, men udfordringer har man godt af. Jeg taler ganske godt tysk, da jeg lige efter murens fald arbejdede som juletræssælger i Leipzig og altid har været en flittig gæst i Berlin. Det har været superskønt at filme tre uger i Berlin, og jeg nyder at arbejde sammen med nogle fantastisk dygtige tyske filmarbejdere og skønne tyske kollegaer. Og nu glæder jeg mig til at vise alle dem mit København.
I "Ein Sommer in Dänemark" møder vi den tyske oversætter Lena Feldhusen, der rejser til København for at lave research til en biografi om Karen Blixen og for at konfrontere sin danske far, der forlod Lena, da hun var barn. Allerede på færgen mellem Puttgarden og Rødby møder hun Mads Søborg, den karismatiske museumsdirektør, der fascineres af den skønne Lena, der dog ikke er sikker på, om hun er klar til den store kærlighed. Det bliver en udfordrende sommer for Lena, der lærer nyt om både sig selv og sin familie og samtidig skal træffe valget mellem at forblive alene i sin gamle frygt, eller turde at tro på kærligheden sammen med den flotte Mads Søborg.