
Se billederne: Kendte gæster strømmer til premieren på Det nye år
Der går endnu knap et par måneder, før kalenderen skriver 2026, men onsdag aften tog flere hundrede en slags forskud på nytåret.
De var nemlig en tur i biografen for at se Paprika Steens nyeste film, ”Det nye år”.

Filmen udspiller sig blandt en gruppe venner, der traditionen tro fejrer nytårsaften sammen, men denne gang er det anderledes, fordi den enes nye kæreste er med for første gang.
De bærende roller i filmen spilles af Tuva Novotny, Anders W. Berthelsen, Birgitte Hjort Sørensen, Lars Brygmann, Christian Tafdrup og Solbjørg Højfeldt.
Den storslåede gallapremiere blev afholdt i Imperial, hvor den røde løber var rullet ud i aftenens anledning.
61-årige Paprika Steen er uddannet skuespiller og har medvirket i en lang række film og tv-serier. Hun har derudover også haft stor succes som instruktør og står blandt andet bag filmene ”Den tid på året” og ”Fædre og Mødre”.
Hendes nyeste skud på stammen, ”Det nye år”, kan ses i biografer landet over fra den 6. november.
Se hovedpersonerne og de mange kendte gæster ankomme til den røde løber i galleriet herover.

