10. maj. 2021
Af Lene Skriver Bak

Serie fortsætter: Anders W. Berthelsen tager over for Rasmus Bjerg

Anders W. Berthelsen og Rasmus Bjerg.
Anders W. Berthelsen og Rasmus Bjerg.
Arkivfoto: Kaspar Wenstrup og Lars H. Laursen
Den populære film-serie "Alle for..." får endnu en film i rækken, men den ene hovedrolle skiftes ud. Anders W. Berthelsen tager nemlig over for Rasmus Bjerg.

Publikum har elsket "Alle for..."-filmene, der begyndte med "Alle for en" og nu får en fjerde film i serien.

Alle tre film, der har været vist i biograferne, har været store publikumssuccesser med mere end en million solgte billetter.

Nu kommer der en fjerde film, der har fået titlen "Alle for fire".

Men i modsætning til de første tre film i serien, bliver den ene hovedrolle, nemlig småsvindleren Timo, ikke længere spillet af Rasmus Bjerg.

I den fjerde film bliver rollen som Timo i stedet spillet af Anders W. Berthelsen.

Rasmus Bjerg har selv udtalt sig om sit exit fra filmserien i et opslag på instagram fra 23. april.

"For at komme alle spekulationer om hvorfor i forkøbet, vil jeg gerne understrege, at det er fuldstændig udramatisk og mit eget valg. Efter at have lavet de første 3 film, var jeg helt afklaret omkring at “det var så det” for mit vedkommende. Det blev 3 fine film med et stort og trofast publikum. Vi havde det s.... sjovt undervejs, vi er alle gode venner og jeg har, og har altid haft, stor respekt for alle de gode mennesker der er en del af “holdet”. Jeg forlader skuden før jeg overhovedet er blevet træt af nogen eller noget, og den mavefornemmelse tror jeg er vigtig at følge," skriver Rasmus Bjerg blandt andet og understreger, at han glæder sig til at se den fjerde film.

"Alle for fire" med Anders W. Berthelsen som Timo og et cast der blandt andet består af Mick Øgendahl, Jon Lange, Stephania Potalivo, Lars Ranthe, Hella Joof, Gordon Kennedy, Rasmus Botoft, Ulf Pilgaard og Esben Dalgaard, får efter planen premiere i vinterferien 2022.

Læs mere om: