Rasmus Bjerg hædret på Frederiksberg

Rasmus Bjerg

Rasmus Bjerg

Foto: Frederiksbergfonden

Den 41-årige skuespiller Rasmus Bjerg blev hædret med årets ”Teaterflisen”, der nu for altid befinder sig på Frederiksberg Allé.

Lørdag, 9. juni 2018 - af Helle Skram de Fries

Hvert år bliver en skuespiller hædret ved at få sit portræt på en flise, der nedlægges på Frederiksberg Allé – eller ”Walk of Fame”, som den også kaldes.

Fredag 8. juni var det den 41-årige skuespiller Rasmus Bjergs portræt, der gemte sig under flisen, som var dækket til med grønbladede grene.

Folkets pris

Prisen kaldes også ”Folkets pris”, fordi det er folket og ikke en jury, der stemmer på prismodtageren.

- Tusind tak. Det er folkets pris, og det er de bedste priser, lød det i Rasmus Bjergs takketale, hvor han også nævnede:

- Det har nok også lidt at gøre med John Mogensen-filmen, som er set af 400.000.

John Mogensen i Det Kongelige Teater

I Ole Bornedals film ”Så længe jeg lever” har Rasmus Bjerg taget hele Danmark med storm i rollen som John Mogensen.

- Nu tager vi rundt og spiller hans sange på festivaler, og det gør mig glad i låget. Vi åbnede Jelling festivalen – og faktisk har jeg sat et år af til John Mogensen. Vi skal også give koncert på Det Kongelige Teater. John Mogensen var ikke fin nok til Det Kongelige Teater, men nu er det på sin plads, at vi nu sender ham en tur på Gamle Scene, fortalte Rasmus Bjerg efter fliseafsløringen.

Den sluttede med at Rasmus Bjerg - akkompagneret af Ole Kibsgaard – gav John Mogensen nummeret ”Ensomhedens gade”.

Ekstra lommepenge på ferien

De 25.000 kroner, der følger med prisen var også værdsat.

- De er over i købet skattefri, så vi skal en tur til Toscana og senere til Kreta, så mon ikke der bliver lidt ekstra lommepenge, mener Rasmus Bjerg, der sammen med hustruen Helle har fire børn, Ella på 10, Anna på 16, Valder på 12 og Vilads på 14.

Foto: Lars H. Laursen