Viggo Mortensen ringede efter Ghita Nørby

Jeppe Michael Jensen
Ghita Nørby spiller overfor Viggo Mortensen i en film af den argentinske instruktør Lisandro Alonso.

Danmarks store skuespiller Ghita Nørby var overbevist om, det var en joke, da hun en dag kom hjem, og på sin telefonsvarer fandt besked fra en Viggo Mortensen, der bad hende ringe.

- Jeg hedder Viggo Mortensen. Vil du være med i en argentinsk film. Og så lagde han sit telefonnummer, fortæller Ghita Nørby til Ekstra Bladet.

Hun var sikker på, det var telefonfis, men var alligevel nysgerrig og ringede på nummeret, fortæller hun. Og den var god nok. Det var selveste Viggo Mortensen i den anden ende, og de to fik en snak om det filmprojekt, han gerne ville have Ghita Nørby med i.

Den 79-årige danske skuespiller blev straks interesseret, og ikke mindst hendes eventyrlyst og glæde ved livet fik hende straks til at sige ja, fortæller hun.

- Det er jo vidunderligt at mærke verden. Jeg elsker det bare over alt på jorden, siger hun smilende.

Det var Viggo Mortensen selv, der kom i tanke om Ghita Nørby, som den ældre kvinde, der skulle bruges i filmen "Jauja (Land of Plenty)", instrueret af argentiske Lisandro Alonso, der netop er blevet vist på filmfestivalen i Cannes. Kvinden skulle være interessant og med et stort nærvær, og derfor var Ghita Nørby den første, han tænkte på, fortæller han.

Ghita Nørby spiller en ældre kvinde, som Viggo Mortensen møder i sin søgen efter sin 16-årige datter, der er stukket af. Datteren spilles også af en dansker, nemlig Viilbjørk Malling Agger, der er datter af skuespillerparret Søren Malling og Petrine Agger.

Seneste nyt

Læs mere om:

Fra forsiden