Kort efter nyheden om Michaels hjerneskade: Livet tager en lykkelig drejning for Nybyggerne-par
Det er ikke længe siden, at det tidligere nybygger-par, Michael Stig Christensen og Lise Vandborg, delte, at deres familieliv har ændret sig drastisk.
I 2021 pådrog Michael sig nemlig en hjerneskade ved en mountainbike-ulykke, og siden da har intet været det samme som før.
Meget er sket, siden blå konfettiregn dalede ned over det unge vinderpar af anden sæson af "Nybyggerne" i 2016. Siden har de solgt vinderhuset og er flyttet tilbage til deres hjemstavn i Nordjylland.
Her har alt bestemt ikke været lutter idyl for den lille familie, men nu går de lysere tider og lykkelige omstændigheder i møde.
Parret afslører nemlig i et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov til at dele, at de snart udvider familien med en lillebror eller en lillesøster til deres to sønner, 6-årig Villy og Verner på 2 år.
At stå med en positiv graviditetstest i hånden var dog ikke lig med stor begejstring fra start. Familien har været hårdt spændt for, siden Michael var ude for sin ulykke, og selv om de altid har ønsket sig tre børn, så lå en graviditet ikke først for lige nu.
Samtidig blev den lille familie stillet overfor endnu en udfordring. De skulle nemlig pludselig forholde sig til svære følelser og en noget nær umulig beslutning om det lille liv i Lises mave.
Kort efter, de havde besluttet at beholde barnet, fik de nemlig den besked, man som kommende forældre frygter mest.
– Lægen og jordemoderen kom ind med ordene “Vi har desværre dårligt nyt”. Så ventede svære beslutninger og en endnu sværere ventetid med blodprøver og moderkagebiopsi. Undersøgelsen viste, at der alligevel ingen kromosomafvigelser var – og sikke en lettelse. De seneste to uger har vi tænkt det værste og distanceret os fra det faktum, at der faktisk var et levende, lille væsen i min mave, skriver Lise i opslaget.
Familien afslører ikke, hvornår Lise efter planen skal nedkomme med parrets tredje barn, men efter de gode nyheder kan de nu bedre slappe af og nyde den søde ventetid.