14. okt. 2022
Af Julie Nolsöe

Kræftramte Esben Dalgaard: Det er det værste jeg kan forestille mig

Esben Dalgaard
Esben Dalgaard
Foto: Gregers Overvad
For skuespilleren er der særligt én ting, han ikke bryder sig om at opleve i forbindelse med sin sygdom

Skuespiller Esben Dalgaard lever med en kronisk kræftsygdom, som han har været i behandling for siden efteråret 2021.

Det havde vist sig, at den modermærkekræft, han blev ramt af i 2012, var vendt tilbage.

Canceren har spredt sig i blodet til vitale organer og kan ikke helbredes, men skuespilleren har oplevet gode resultater med immunterapi, der holder sygdommen i ro.

Nu deler han sine ærlige tanker om, hvad der for ham har været særligt svært at skulle opleve i forbindelse med sit sygdomsforløb.

- Det værste, jeg kunne forestille mig, det er tavsheden. Jeg har helt sikkert oplevet tavshed og berøringsangst fra både venner og familie under mit kræftforløb, lyder det ærligt fra skuespilleren i en video, som BILLED-BLADET har fået lov til at dele.

Videoen er blevet lavet i forbindelse med dette års "Knæk Cancer Live"-show, hvor Esben Dalgaard og Louise Wolff er værter.

Mottoet for dette års show er "Tal sammen. Hold sammen", og det er et budskab, som Esben Dalgaard bestemt kan relatere til.

- Det har været meget udslagsgivende for, at jeg har sagt ja til opgaven, fordi sloganet er utroligt vigtigt, fortæller skuespilleren til BILLED-BLADET.

- Hvis vi ikke kan finde ud af at tale sammen, hvad har vi så tilbage?, spørger han retorisk.

Misforstået hensyn

Skuespilleren, som blandt andet er kendt for sin rolle i "Kastanjemanden" og "Tinka og Kongespillet", mener, at folk undlader at spørge ind til andres sygdomme, fordi de ikke vil gøre noget forkert.

- Det er et misforstået forsøg på at skåne personen, når man ikke siger noget. Men balancen må være, at man må have respekt for hinanden - man kan spørge om, hvad man vil, og så må den sygdomsramte også gerne sige, hvorvidt de har lyst til at snakke om det.

- Den adspurgte har også et ansvar for at sige, uanset hvad,: "Det er sødt, at du spørger", for så bliver det ikke pinligt for den, der spørger. Hvis det alt sammen drukner i angst for reaktionen, så forsvinder kommunikationen.

”Knæk Cancer Live” bliver sendt på TV 2 den 29. oktober og er et samarbejde mellem TV 2 og Kræftens Bekæmpelse.

Læs mere om: