Bjarne Reuter afskærmer sig fra omverdenen
Nogen finder inspiration på en gåtur i skoven, andre lytter til musik, mens en tredje ser og hører, hvad der foregår i verden omkring dem, men ikke Bjarne Reuter.
- Jeg diskuterede det engang med nogle kolleger, som fortalte, hvor meget tid de brugte på at vende øjne og ører ud mod verden for at opsnappe så meget som muligt. Men jeg har det stik modsat. Jeg forsøger at lukke så meget ude som overhovedet muligt for kun at koncentrere mig om mine bøger. Så jeg bevæger mig i virkeligheden mere væk fra virkeligheden, siger Bjarne Reuter til Berlingske (link fjernet).
Når Bjarne Reuter hører om en amerikansk forfatter, der har fået fjernet internetforbindelsen permanent fra sin computer, synes han, at det er lidt for drastisk, men forfatteren, der står bag flere end 100 bøger, bruger selv afskærmning.
Han ejer for eksempel ikke en mobiltelefon, fordi han ikke vil forstyrres på alle tider af døgnet – og fastnettelefonen kan han ikke høre fra sit arbejdsværelse.