Derfor har Lise Nørgaard ikke en mand
95-årige Lise Nørgaard har boet alene, siden hun mistede sin elskede mand, Jens Nørgaard, i 1984. Og faktisk har hun ikke siden lukket en ny mand ind i sit liv.
- Oprigtigt talt. Hvis man har været gift med en morsom, begavet og smuk mand, så er udvalget altså ikke ret stort, siger Lise Nørgaard til BT.
"Matador"s mor kalder sig enlig, men ikke ensom, og hun er taknemmelig for, at hun ikke skal ud og finde den store kærlighed i dag.
- For det første er der meget få, der har lækkert hår. Det sætter jeg pris på. En overgang så de alle sammen ud som om, de lige var i kemobehandling, eller de lige var sluppet ud fra Vestre Fængsel efter aflusningen. Og så deres tatoveringer og … Nej, jeg ville aldrig kunne finde en i dag. Det skulle da lige være, hvis det var Roger Federer (tennisspiller, red.). Hvis han stod uden for døren og spurgte, om han måtte bo her, så ville jeg sige: Kom ind og ræk mig poten din, ler den populære forfatter.