30. aug. 2021
Af Laura Dalgård Hansen

Husker du Nadja og de 170 kilo? Nu fortæller hun hele sin barske historie

Nadja Engsig
Nadja Engsig
Foto: Martin Høien
I 2020 kunne seerne for første gang møde Nadja Engsig i "Nadja og de 170 kilo", og snart kan man læse hele hendes barske historie i en ny selvbiografi.

Seerne mødte første gang Nadja Engsig, da hun i begyndelsen af 2020 var med i TV 2-dokumentaren ”Nadja og de 170 kilo”.

Hun har haft en barsk barndom og længe ledt efter en forklaring på, hvorfor hun ikke kunne tabe sig. Derfor betød det også alverden, da hun fik at vide, at hun lider af tvangsoverspisning – også kendt som BED.

Nadja har ikke fortalt det hele

For godt et år siden tog hun en afgørende beslutning. 20. august sidste år fik Nadja Engsig foretaget en Gastric bypass-operation, og i foråret 2021 kunne man atter følge silkeborgenseren på tv. Denne gang i dokumentaren ”Nadjas farvel til de 170 kilo”.

Men det er ikke hele historien, seerne har fået på tv. Den har Nadja brugt de seneste mange måneder på at skrive ned, og snart udkommer hun med sin selvbiografi ”Nadja og de 170 kilo – sandhed kommer indefra”.

Rå og tankevækkende

Det er en rå og tankevækkende selvbiografi, der handler om at vokse op med uegnede forældre og skiftende skoler, sagsbehandlere og sociale tilbud. Om desperation, når man bliver mobbet af sine jævnaldrende og misforstået af de voksne.

Om sorgen, når man føler sig brændemærket som den tykke pige, der selv er skyld i sine problemer. Og om at tage sagen i egen hånd med alkohol, hash, sex, selvskade og op mod 4000 kalorier på ét måltid.

Jeg har grædt

BILLED-BLADET interviewede Nadja Engsig i foråret, da hun var i fuld gang med sit bogprojekt.

- Det har været interessant at dykke ned i sagsakter og dagbøger, og det er terapi i sig selv. Det har bekræftet mig i, at den følelse jeg har haft af at være omsorgssvigtet, både af mine forældre, men også af systemet, er rigtig. Jeg har mange gange undervejs måttet tage en pause og lige græde lidt og trække vejret. Det har været hårdt arbejde og megasvært, men jeg tror også, det bliver vildt befriende, når den er færdig og afleveret, fortalte hun dengang.

”Nadja og de 170 kilo – sandhed kommer indefra” udkommer 10. september.

Læs mere om: