
De kongelige er vilde med Benjamin Hav: Men hvad tænker han om prinsesse Isabellas t-shirt stunt?

De kongelige er vilde med Benjamin Hav.
Han har optrådt for dem ved flere lejligheder, hvor kong Frederik lod sig rive med og svingede dansebenet.
Kronprins Christian bookede ham endda til sin 18-års fødselsdag, hvor hele familien var med på dansegulvet.
Så sent som i sidste uge så kronprins Christian igen Benjamin Hav optræde – denne gang på Smukfest.
Omvendt virker det også til, at Benjamin Hav gemmer lidt af en royalist i maven.

Tirsdag blev det afsløret, at Benjamin Hav er den nye dommer i "X Factor." Har sagde han, at han gerne sendte kongefamilien en invitation i håbet om, at de kom og så et liveshow - eller dem alle.
Til liveshows plejer familie og venner til deltagerne dukke op med pynt og printede t-shirts som viser, hvilken deltager de holder med.
Det ledte tankerne over mod den meget omtalte t-shirt, som prinsesse Isabella var iført under en Suspekt-koncert på Smukfest.
Her var Benjamin Hav ikke et sekund i tvivl om, hvad han tænkte om prinsessens t-shirt stunt.
- Det er da totalt fedt! Det skal hun da gøre, hun er en af de skarpe, unge kvinder i Danmark, hun skal da gøre lige præcis, som hun har lyst til, fortæller Benjamin Hav til B.T.
Det virker dermed som om, at den nye dommer ikke er bange for de trykte t-shirts, som han formentlig vil møde i "X Factor"-studiet.
