25. mar. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Flot hæder til ABBA

ABBA
ABBA
Foto: Ritzau Scanpix
I november udgav ABBA et nyt album, og onsdag blev popgruppen hædret med en flot pris.

Det er i år 50 år siden, at den svenske popgruppe ABBA blev dannet, og siden har de lagt stemmer til en perlerække af store hits.

”Thank you for the music” lader den svenske regering til at have tænkt, for da Sveriges musikeksport-pris onsdag skulle uddeles, var det netop ABBA, der modtog den flotte hæder.

International succes

Gruppen blev honoreret for deres evne til at nå langt ud over Sveriges grænser med deres musik på baggrund af deres album ”Voyage”, der udkom i november, og for deres evne til at reformere sig selv.

"Det Agnetha, Björn, Benny og Anni-Frid begyndte i 1972 var det første store skridt på vejen til Svensk musiks globale succces. Thank you for the music!" udtalte den svenske regering i forbindelse med, at ABBA modtog den flotte pris.

ABBA består Björn Ulvaeus, Benny Andersson, Agnetha Fältskog og Anni-Frid Lyngstad, og de fik deres store gennembrud med sangen Waterloo, som de optrådte med i 1974 til det europæiske melodi grand prix.

Efter mange år hver for sig blev det i 2018 offentliggjort, at de havde været i studiet sammen og indspillet to nye sange. Og i november var der så mere godt nyt til ABBA’s mange fans, idet deres nye album udkom.

Björn Ulvaeus og Benny Andersson modtog onsdag den flotte hæder på vegne af gruppen. Herunder ses de sammen med Sveriges udenrigshandelsminister og minister for nordiske anliggender, Anna Hallberg.

Læs mere om: