24. jan. 2018
Af Juliane Olsen

GOD NYHED: Legendariske a-ha giver sommerkoncert i Tivoli

Det norske band a-ha
Det norske band a-ha
Foto: All Over
Det norske poprockband a-ha vil til sommer indtage Plænen i Tivoli som en del af årets Fredagsrock-program.

Der vil være et stort, internationalt musiknavn imellem, når Tivoli til sommer åbner op for havens Fredagsrock-program.

Det legendariske 1980’er-band a-ha er nemlig blandt de kunstnerne, der skal underholde på Plænen i Tivoli.

- Er man født i 1980 eller før, står a-ha stadig lysende klar, siger Tivoli-direktør Nikolaj Koppel ifølge Tivolis kommunikationsafdeling.

a-ha spiller de kendte hits

Det er første gang siden 2002, at bandet giver koncert i Danmark, og det bliver samtidig a-has eneste koncert herhjemme i år.

A-ha indtager Plænen den 27. juli med hits som ”Take on Me”, ”The Sun Always Shines on TV” og “Forever Not Yours”.

I 1984 formåede bandet at lægge Europa og USA fladt ned med musikvideoen til ”Take on Me”, som vandt priser på striber.

Bandet underholder med nyt materiale

Desuden står bandet bag James Bond-temaet ”The Living Daylights”.

Gruppen vil indtage Tivoli i forlængelse af en stor verdensturné, og publikum kan også glæde sig til at høre nyt materiale fra a-ha, der består af Morten Harket, Pål Waaktaar-Savoy og Magne Furuholmen.

Det øvrige Fredagsrock-program bliver offentliggjort til marts, men allerede nu er det ganske vist, at Christopher vil starte årets sæson den 13. april 2018.

Læs mere om: