Godt nyt: Kræftramte Kim Larsen er i bedring
Det kom som et chok, da 72-årige Kim Larsen i januar meddelte, at grunden til hans indlæggelse i slutningen af 2017 skyldtes prostatakræft.
Af samme årsag måtte musikeren aflyse 24 planlagte koncerter i januar, februar og marts for i stedet at fokusere på sin behandling.
Men nu er der godt nyt fra nationalskjalden, der 1. februar kunne offentliggøre på sin Facebookside, at det går fremad.
Kim Larsen spiller på Smukfest
- Han følger rekreationsplanerne fint. Han og bandet ser meget frem til sommerkoncerterne, fremgår det af et opslag, som BILLED-BLADET har fået lov at citere fra.
Samtidig er der kommet endnu en sommerkoncert i kalenderen, for Kim Larsen & Kjukken skal nemlig spille på festivalen Smukfest til august.
I forbindelse med offentliggørelsen af sygdommen undskyldte Kim Larsen i sin tid mange gange over for publikum og arrangører.
Bandet gør comeback til sommer
”Jeg er ved at blive en gammel nar, og meget mod min vilje har jeg måttet indse, at jeg har brug for ekstra tid til at komme i spilleform igen”, lød det.
Her var det samtidig musikerens forhåbning, at han var klar til sommer, og det ser altså ud til stadigvæk at være tilfældet.
Manager Jørn Jeppesen understregede da også samtidig, at Kim Larsen meget gerne ville ud at spille igen, og at han samtidig var ved godt mod.
Ifølge spilleplanen har Kim Larsen sin første sommerkoncert 28. juni i Nyborg.