22. maj. 2023
Af Majken Munk

Jada fik Kronprinsparrets pris i 2019: Det sagde Frederik og Mary om hendes enorme talent

Kronprinsesse Mary, Jada og kronprins Frederik
Kronprinsesse Mary, Jada og kronprins Frederik
Foto: Hanne Juul
Musikeren Jada blev i 2019 hædret af kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, hvor de understregede hendes enorme talent.

I 2019 udgav Jada, der har det borgerlige navn Emilie Molsted Nørgaard, sit første album ”I Cry a Lot”.

For tiden kan danske seere følge hendes arbejde med hendes andet album ”Elements” i TV 2 Echo-serien ”Jada”.

En proces som hun er meget nervøs for, fordi hendes første album blev modtaget med stor hyldest. Hun modtog blandt andet Stjernedrysprisen ved Kronprinsparrets Priser.

Her satte kronprinsesse Mary ord på, hvorfor netop Jada skulle hædres med den flotte kulturpris.

- Emilie Molsted Nørgaard bedre kendt under kunstnernavnet Jada er indbegrebet af stjernedrys. Som lytter lukker Jada os ind i et univers, der tillader mod og styrke, men også sårbarhed og skrøbelighed. Musikken har masser af personlighed, og når den opføres live, tilfører Jada et ekstra lag af nærvær og glæde, som er smittende. Som kunstner arbejder Jada stilsikkert, lød det dengang fra kronprinsessen.

- Hendes sange er rendyrket pop, men de skeler til både soul, R&B og elektroniske genre. Hun er med i alle processer omkring musikken både som producer og videoinstruktør. Med temaer som kærlighed og ensomhed skaber Jada et melodisk univers, der på karismatisk vis er storladent, åbent, blødt og imødekommende. Hun har mod til at vise sig som et helt menneske, der tør at hvile i sig selv. Dette fokus på nærvær og menneskelig tilstedeværelse vidner om en befriende ny åbenhed inden for popgenren, som rammer især unge mennesker. Dermed rokker Jada ved det ofte glittede og stereotype billede af en kvindelig popstjerne, uddyber hun.

kronprinsesse Mary og Jada til Kronprinsparrets Priser i 2019
Kronprinsesse Mary overrakte Stjernedrysprisen til Jada ved Kronprinsparrets Priser i 2019.
Foto: Hanne Juul

- Jada er en stærk og spændende kunstner med masser af personlighed, som vi tror på kan gå hen og bane vejen for en ny generation af kvinder på den danske musikscene. Det i sig selv er en fornøjelse at være vidne til. Kronprinsparrets Stjernedryspris gives til Jada for at have udvist mod til at gå nye og kompromisløse veje, og vi håber, at prisen vil inspirere jer til, at talentet udfoldes endnu mere, sagde hun afslutningsvist.

Det gav naturligvis anledning til, at Jada kunne takke for den fornemme pris.

- Af hjertet tak til kronprinsparret. Jeg er så utrolig stolt og utrolig glad for, at I har tænkt på mig, lød det fra Jada på scenen til prisuddelingen.

Jada har tidligere givet udtryk for, at netop det at vinde en pris ved Kronprinsparrets Priser var en stor drøm for hende.

Programmet om Jada kan ses hver mandag klokken 20.40 på TV 2 Echo.

Læs mere om: