Julie Berthelsen om familiens nye hjem: Vi er rigtig glade
For lidt over en måned siden flyttede Julie Berthelsen og hendes familie fra Jylland til Sjælland, fordi kæresten Minik Dahl Høegh skulle skifte håndboldklub.
Nu bor de i et lejet hus i Solrød, og både parret og deres to børn, Casper på seks år og treårige Sia, er faldet godt til i de nye omgivelser.
- Der er ingen tvivl om, at de første par uger var svære, fordi flytning er vildt hårdt, og fordi vi har flyttet så meget. Men det går godt nu, og vi er alle sammen rigtig glade for vores nye hjem, fortalte sangerinden til BILLED-BLADET, da hun og familien var til premieren på ”Julemandens datter” i København.
Rart at være tilbage
Julie Berthelsen og hendes familie nåede at bo to år i Jylland, og inden da boede de otte år på Fyn. Nu bor de på Sjælland, og det passer den 39-årige sangerinde helt perfekt.
- Det er rart at være tilbage, for jeg har været væk fra Sjælland i 10 år, fortalte hun og tilføjede:
- Det var okay at bo på Fyn, for der var det nemt at komme til Sjælland, men det har været svært de sidste to år, fordi man skulle iberegne syv timers transport hver vej. Man må sige nej til mange ting, når man bor langt væk.