10. feb. 2022
Af Luise Marie Bekker

Kandis-Johnnys hustru: Sådan har jeg det med Johnnys fans

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/johnny_og_gitte_jesper_sunesen_stor_beskaaret.jpg
Foto: Jesper Sunesen
Johnny Hansens hustru Gitte ved, hvor hun har sin mand.

I dokumentaren "Kandis for livet" ser man, hvor tæt Kandis-forsangeren Johnny Hansen, 56, kommer på sine fans.

De sender ham blandt andet breve og beder ham om autografer på den bare hud.

I dokumentaren kalder Johnny sine fans for sin arbejdsgiver, og til BILLED-BLADET uddyber han:

- Man skal være god ved sine fans. Man kan have 100 arrangører, der hyrer en, men hvis ikke fansene dukker op, så nytter det ikke noget.

Johnny Hansen: Vi måtte trække grænsen

Men også Kandis-Johnny har en grænse for, hvad han vil stille op til.

- Engang spillede vi i Maribo-hallen, hvor vi måtte trække en grænse. Normalt har vi ikke noget imod, at folk kommer ud i omklædningsrummet og siger hej, men der sad 15-20 damer derude, inden vi kom derud selv. Dér måtte vi bede dem om at gå, siger han.

Man kunne tro, at det er grænseoverskridende for Johnnys hustru, Gitte, at stå på sidelinjen og se til, imens kvindelige fans flokkes om hendes mand.

Men det har hun for længst forliget sig med.

- Det er mig, der er blevet gift med ham, ler hun.

- Vi ved, hvor vi har hinanden. Det er en del af hans job - det er et show, og selvom man godt kan lide gøgl og fest, er det jo en del af jobbet, at fans vil give kram og have skrevet autografer på brystkassen. Det er en del af showet. Hvis fansene synes, det er sjovt, køber de jo billet igen en anden gang.

Læs mere om: