30. sep. 2018
Af Stine Ramlyng

Kim Larsen er død

Kim Larsen i Nyborg, juni 2018
Kim Larsen i Nyborg, juni 2018
Foto: Alex Tran
Danmarks nationalskjald er død. Det oplyser familien i pressemeddelelse på Kim Larsens Facebook-side.

"På vegne af Larsen-familien skal jeg med stor sorg meddele, at Kim Larsen i morges er sovet stille ind efter længere tids sygdom. Kim Larsen blev 72 år.

Kim Larsen var i sin sidste stund omgivet af sin kone Liselotte samt sine seks børn Pelle, Sylvester, Alice Eva, Molly, Hjalmer og Lui.

Bisættelsen vil finde sted i absolut stilhed og helt privat,

Kim Larsen indlagt i december

Det kom som et chok, da 72-årige Kim Larsen i januar meddelte, at grunden til hans indlæggelse i slutningen af 2017 skyldtes prostatakræft.

Af samme årsag måtte musikeren aflyse 24 planlagte koncerter i januar, februar og marts for i stedet at fokusere på sin behandling.

Men i slutningen af juni gjorde Kim Larsen comeback efter sin sygemelding og viste ikke umiddelbart tegn på at være svækket af sin sygdom.

Måtte aflyse syv koncerter i Norge

Siden måtte Kim Larsen & Kjukken dog aflyse syv planlagt koncerter i Norge.

- Som det er offentlig kendt, har Kim Larsen for nyligt gennemgået et alvorligt sygdomsforløb, hvilket naturligvis tærer på kræfterne, skrev impresario Jørn Jeppesen i juli.

SE BILLEDER FRA KIM LARSENS LIV HER

Udover sine seks børn og sin hustru, Liselotte, efterlader den danske nationalskjald et hav af klassikere som "Allersidste dans" og "Susan Himmelblå" og "Om lidt blir her stille".

Og stille er der i Danmark lige nu...

Læs mere om: