10. apr. 2023
Af Majken Munk

Kirsten Siggaard mødtes med gamle grand prix-kolleger: Vi ville slet ikke hjem

Kirsten Siggaard
Kirsten Siggaard
Foto: Jesper Sunesen
Kirsten Siggaard mødtes for nylig med en række af sine Melodi Grand Prix-kolleger til en hyldestkoncert.

Den 68-årige sangerinde Kirsten Siggaard har noget af et bagkatalog.

Mange husker nok hendes store grand prix-klassikere ”Det’ lige det” og ”Sku’ du spørg’ fra no’en”.

For nylig vendte hun tilbage på scenen med sin gode kollega Søren Bundgaard, da de deltog i hyldestkoncerten ”Alletiders Grand Prix”.

En koncert hvor alle Grand Prix-stjernerne blev præsenteret af Jørgen de Mylius.

For Kirsten Siggaard var det en stor succes.

- Det var alletiders. Jeg kunne godt håbe, vi skulle lave det nogle flere gange, for folk elsker det, og vi hyggede os, fortalte hun, da BILLED-BLADET møder hende til premieren på Aarhus Revyen 2023.

Foruden Kirsten og Søren deltog også Birthe Kjær, Jørgen Olsen, Søren Poppe, Keld og Hilda Heick, Gry og Lise Haavik.

Det var nærmest ikke selve koncerten, som Kirsten Siggaard glædede sig mest over.

Faktisk var det mere samværet med sine gode kolleger.

- Vi kom jo alle sammen om fredagen på nær Birthe og Søren Poppe, så sad vi og udvekslede anekdoter fredag aften. Det var så skønt, fortalte hun.

- Vi hyggede os så meget, og da vi skulle afsted søndag morgen, havde vi ikke lyst til at tage hjem. Det var virkelig alle de gamle, der var samlet. Det var skønt, uddybede hun.

De gamle grand prix-koryfæer spillede for 3300 veloplagte publikummer i Jyske Bank Boxen.

Læs mere om: