Lukas Graham er vild med dronning Margrethe
Topaktuelle Lukas Graham, tidligere kendt som Grunk fra "Krummerne", er ikke bleg for at stå ved, at han er tilhænger af det danske kongehus og i særdeleshed dronning Margrethe.
Ifølge eb.dk siger Lukas Graham i et interview med musikmagasinet GAFFA, at mange konflikter kunne løses, hvis man sendte en royal af sted i stedet for diverse politikere og diplomater.
- Jeg er overbevist om, at det er en bedre forretning at sende en prins eller en dronning ned til for eksempel et arabisk land, når der skal indgås en større handelsaftale, end nok så mange diplomater, siger han.
Lukas, der i fredags vandt Lytterprisen ved P3 Guld, bor på Christiania og siger, at de hvert år sender en invitation til dronningen, når staden fejrer fødselsdag.
- Vi sender invitationer til kongehuset, hvert år til Christianias fødselsdag, og jeg er stor tilhænger af dronningen.
Sangeren er også begejstret for kronprins Frederik, mens prins Joachim endnu ikke høster helt så stor anerkendelse hos Lukas Graham.